Vores altid flittige testpanel af løbere, er hoppet i løbeskoene igen – denne gang for at dele deres oplevelse af to nye løbesko fra – det måske lidt oversete løbebrand – Mizuno.

For flere af testerne blev det i hvert fald til et første møde, der førte til en positiv overraskelse og en nyopdaget kærlighed.

Sammen med skoene har vores løbere også testet nyt løbetøj fra Endurance, der er udstyret med en masse reflekser, så du trygt kan løbe afsted i mørket.

Bliv klogere på de to modeller fra Mizuno; Wave Sky Neo 2 løbesko og Mizuno Wave Sky 5 og Endurance’s løbetøj herunder.

HEIDI, @heidip72 - Test af Mizuno Wave Sky Neo 2

Mit første indtryk af skoene var WAUW en fed løbesko - super flot design og en sjov bund/sål som består af en masse cirkler - de skulle bare prøves med det samme!

De sidder rigtig godt på fødderne med overdel i waveknit, som er både strækbar og støttende.

Ja det er lige før snørebånd er overflødige, for den sidder så godt til foden uden man strammer båndet.

Hælkappen er noget højere end på andre løbesko, jeg har prøvet, men det er faktisk ret behageligt og godt støttende.

Overdelen føles næsten som en sok, så skoen er nem at komme i.

Jeg er meget positiv over, hvor godt den sidder på foden.

Topkarakter herfra for super god komfort.

Skoen har en god stødabsorbering, men virker dog en lille smule hårdere, end dem jeg plejer at løbe i.

Jeg fornemmer, at det er den lidt sjove ydersål i et meget slidstærkt gummi, der får dem til at virke lidt hårde.

Men den giver til gengæld et godt afsæt og et super greb i underlaget uanset, om det er asfalt eller grussti, man løber på.

Skoen føles let på løbeturene og er god til både de korte og lange ture. 

Det er en af de bedre løbesko, jeg har prøvet/testet og er ret vild med designet, selvom hvide sko er sarte for denne årstid.

Jeg har testet dem i 14 dage og fået løbet 80 km - skoen får 5 stjerner herfra!

Test af Endurance løbetøj 

Jeg har desuden testet et sæt løbetøj fra Endurance - lange tights og en jakke.

Begge dele har en super god pasform, tightsene er lavet i et behageligt materiale, hvor stoffet er fremstillet af genanvendte plastflasker, der er fundet i havet eller i naturen… stort plus!

De har lommer i god størrelse på begge sider og er højtaljede med et bredt stykke foroven, fine små detaljer flere steder lavet som reflekser.

De mangler dog at sidde mere tæt og jeg savner kompression, når jeg løber i dem.

Jakken er meget behagelig at løbe i, for den er let, tynd og åndbar med små ventilationshuller øverst på ryggen.

Og så er den nærmest én stor refleks, så man bliver virkelig set og kan føle sig tryg på de mørke løbeture. 

MADS, @madsjakobs1 - Test af Mizuno Wave Sky Neo 2

Jeg har aldrig stiftet bekendtskab med løbesko fra Mizuno før.

Så det er første møde med det japanske mærke og her i form af den neutrale løbesko Mizuno Wave Sky Neo 2.

Og det er et godt første møde.

Ud af æsken virker skoene lækre.

Forstået på den måde, at materialet som overdelen er lavet i, virker blødt og fleksibelt, samt at ydersålen med sit lidt futuristiske look giver et godt greb i underlaget.

Første tur var derfor en god oplevelse.

Følelsen af nye sko er jo altid en god motivationsfaktor til at komme i løbetøjet og giver lidt ekstra energi.

De 12 km gav en meget fin fornemmelse af, hvad Mizuno Wave Sky Neo 2 er for en løbesko: God komfort og pasform, rigtig god støddæmpning og en sål, der skubber dig fremad.


Skoene er til dig, der har en almindelig eller bred fod. Den har en fast kappe, der sidder tæt omkring hælen med en blød polstring indeni.

Virker ikke til at være en sko, der kan give vabler (står for min egen regning). Jeg var dog lidt betænkelig, da hælkappen går et stykke op ad akillessenen, men det har jeg slet ikke mærket noget til.

Stødabsorberingen er en af skoens absolutte forcer.

Jeg ligger selv i den vægtklasse, som inden for bokseverdenen hedder ’letsværvægt’.

På de længere træningsture gør det på ingen måde noget, at skoen kan tage lidt af stødene. Så har du brug for en sko med god stødabsorbering, så er Mizuno Wave Sky Neo 2 et rigtig godt bud.

Skoen har samtidig en responsiv sål. Den giver et ’skub’ fremad efter landing.

Mizuno kalder selv deres mellemsål for ’ENERZY’, og som navnet indikerer, så handler det om at returnere energi fra landingen.

Og det gør skoen faktisk overraskende godt, set i lyset af, at den også har en god stødabsorbering.

Det bringer mig frem til, at skoen vægtmæssigt dog ligger i den tunge ende af skalaen (i str. 46 vejer den 392 g).

Tror faktisk, at det er den tungeste sko, som jeg har stående på skohylden.

Så den føles tung at stå med i hånden.

Men ude på vejene føles det ikke helt sådan, da returenergien i mellemsålen bringer dig fremad.

Du føler ikke, at du løber rundt med en betonklods på foden.

Det er et stort plus.

Der er foreløbigt blevet løbet godt 110 km i skoene på både asfalt, skovbund og grus.

Her vil jeg lige sige, at selvom skoen på ingen måde skal betegnes som en trailsko, så er det min oplevelse, at skoens sål pga. dens udformning har godt fast i de nedfaldne, våde efterårsblade i skovbunden.

Har altid undret mig lidt over ’Wave’-metaforen.

Det er klart, at sålen i mange af Mizunos løbesko kan ses som en form for bølge.

Men det er først, når man får dem prøvet, at man rigtig mærker, at skoen har den her ’bølgende’ fornemmelse med god stødabsorbering og fremdrift.

Og med en sko, der har et hældrop på 10 mm, giver landing på hælen med en god støtte en bølgende fremdrift, når du ruller frem på foden.

Summa summarum får du med Mizuno Wave Sky Neo 2 en fantastisk all-round løbesko.

Nok ikke en konkurrencesko pga. vægten, men den er helt klart en fast del af skoflåden, når der for mit vedkommende er tale om de korte og mellemlange træningsture.

Løbetøj fra Endurance

Bliv set i mørket med løbevest og tights fra danske Endurance. For iført det sæt kan du roligt bevæge dig ud i mørket og blive set i trafikken.

Refleksløbevesten gør dig nemlig synlig 360 grader rundt. Den er ganske behagelig at have på og vejer ikke meget. Den er vindtæt og vandafvisende.

Du skal ikke frygte, at det føles som at have en plasticpose på, der holder på varmen. Den har nemlig god ventilation og lader kropsfugten slippe ud.

Passer rigtig godt til de ‘kølige’ dage, hvis du har en varm trøje indenunder.

Løbetights passer også godt til de kolde ture, da de er vindafvisende, og er synlige i mørket med et par refleksdetaljer. Samtidig sidder de godt og tæt.

Og noget som jeg sætter stor pris på er, at de er forsynet med to rummelige sidelommer, hvor der er god plads til både mobilen, energibar og nøgler.

JANNI, @janniinsta - Test af Mizuno Wave Sky 5

Jeg har denne gang fået lov at teste Mizuno Wave Sky 5, en sko til neutrale løbere.

Jeg har testet dem i ca. 2 uger, og primært på asfalt.

Det er min første gang med et par Mizuno på fødderne, og jeg kan allerede nu afsløre, at det nok heller ikke er det sidste par.

Designet/farven er helt perfekt til denne årstid, overdelen er et fint changerende gråt glat strækvævet materiale.

Det har været en fornøjelse at trække i skoene, da de har en utrolig god pasform.

De sidder tæt, og med god plads til tæerne.

På den første tur fik jeg en fornemmelse af, at jeg undervejs i løbet, kunne mærke materialet inde i skoen, tilpasse sig min fod.

Lidt ligesom memory foam gør - en yderst tilfredsstillende følelse.

Mellemsålen er lavet af Enerzy Core skum, noget der gør den blød, mere bouncy og giver en rigtig god komfort, især til mængdetræningerne.

Bløde landinger og det perfekte rul til næste skridt er selvfølgelig at foretrække, da jeg lander på hælen, fungerer jeg klart bedst med en god støddæmpning i mine løbesko - noget jeg virkelig får opfyldt ved denne model.

Ydersålen er inddelt i zoner, de små bølger er for at give skoen bedre stabilitet, og den store bølge er for at give et bedre flow i dit løb. Spot on!

Jeg føler virkelig det er en stabil sko, og jeg mærker også effekten af et bedre flow som de lover i udvikling. 

Grundet den bløde sål, er Wave sky 5 ikke en sko de fleste vil bruge til de hurtigere ture.

Dog vil jeg sige, at det er en sko som har hjulpet mig til at løbe hurtigere end tidligere.

Skoene støddæmper det jeg har behov for, samtidig giver mellemsålen mig en kontant returenergi, så jeg både lander godt, men også kommer hurtigere frem.

Det har været svært at finde sko der kan matche det mine vante løbesko har gjort for mig og mit løb.

Men... det virker til at der er fundet en vinder.

Jeg er ganske enkelt fan af Wave Sky’en. Den vejer 40-50 gr. mere pr. sko, ift. de andre jeg løber i.

Det er dog ikke noget der har generet mig, gjort mit løb tungere eller langsommere, tværtimod. 

Denne sko kan jeg bruge til både korte og lange ture. Dette er fordi jeg føler hjemme i den, og det har jeg gjort fra første løbetur.

Mizuno Wave Sky er et godt valg til dig der ønsker en stabil og komfortabel mængdetræningssko, med en fremragende støddæmpning.

Jeg kan kun give de bedste anbefalinger herfra.

Test af Endurance løbetøj

Efteråret banker på og vi skal have varmere tøj på, og gøre opmærksomme på os selv i de mørke timer.

Jeg har testet både jakke og tights fra Endurance, str. S i begge dele.

Først og fremmest så blev jeg positiv overrasket over design og kvalitet af tøjet – det er virkelig et lækkert sæt!

Jakken ”Light in the night” er et 360 graders reflekterende design.

Det sikrer, at du ikke kan undgå at blive set.

Jeg selv går meget op i at bilister og cykellister skal kunne se mig, så denne jakke giver mig tryghed i de mørke timer.

Der er stof i siderne, hvilket giver en større fleksibilitet.

Samtidig gør det også at jakken er mere åndbar, og jeg kunne komme af med varmen.  

Energy High Waist løbetights er i den lækreste bløde kvalitet, i bæredygtigt materiale.

De har dybe praktiske sidelommer til fx telefon, nøgler eller gel.  

Jeg foretrækker højtaljede tights, og det gør sig gældende for denne model.

Den dækker op over navlen og kan bindes med en indvendig snøre. Her er også refleksdetaljer på, så man kan ses i mørket.

Både jakke og tights har en helt fantastisk pasform.

Jeg synes, det er et rigtig fint og feminint snit, der er lavet på begge dele.

LOUISE, @louisepernille - Test af Mizuno Wave Sky 5

Mizuno Wave Sky 5 løbeskoene testede jeg benhårdt ved at løbe Skagen Marathon med dem, den aller første gang, jeg havde dem på.

Måske ikke den optimale start, men jeg mærkede overhovedet ikke noget til det.

Det var som om, at de allerede var løbet til.

Skoene sidder perfekt på mig, der var god stødabsorbering, og de støttede godt om anklerne i det ellers ujævne underlag.

Og ja, jeg har faktisk kun løbet i dem lige siden.

Jeg har aldrig løbet i Mizuno før, men set er helt sikkert et mærke jeg vil følge, og som fungerer virkelig godt for mig, både som mængdetræningssko men også i lidt mere krævende terræn.

Test af Endurance løbetøj

Endurance refleksjakken er en gave til en løber som mig.

Jeg løber hovedsaglig kl. meget tidligt om morgenen, når det er meget mørkt, og jeg går ufattelig højt op i sikkerhed, så en refleksjakke er et must for mig.

Denne jakke sidder virkelig godt, men hvad endnu bedre er, er at der er små lufthuller i den, så den også er åndbar.

Jeg har tidligere løbet i refleksjakker, som ikke har haft lufthuller, hvorfor de har dannet kondens.

Det gør denne jakke ikke, så jeg kommer til at leve i den det næste halve år.

Endurance tightsene sidder også præcis, som jeg godt kan lide.

Der er høj talje i, og så kan de bindes i livet.

Jeg er klart mest til højtaljede tights, da det passer bedst til min krop.

Tightsene sidder til uden at stramme og uden at give sig, så der ikke kommer hængerøv i dem. Super vigtigt.

Jeg elsker også, at der er sidelommer i dem, da jeg oftest har brug for opbevaring af energi.

CLAUS, @blaabjerg_dk - Test af Mizuno Wave Sky 5

Jeg har testet Mizuno Wave Sky 5, som er en neutral løbesko.

Allerede på de første skridt, bemærkede jeg, at skoen er utrolig blød.

Når jeg rammer jorden, føles det virkeligt blødt, uden at det koster på afsættet.

Efter et par længere ture, har jeg stadig følelsen af bløde landinger, og en meget behagelig afvikling af afsættet.

Jeg har løbet en del på asfalt og grus, hvilket fungerer godt.

Især på grus virker den rimelige grove ydersål super godt, og med godt greb i underlaget.

Selve skoen fremstår, og føles også blød og lækker, godt med polstring i hæl og på flappen.

Wave Sky 5 har god plads til tæerne, og jeg måtte lige snørre skoen godt til, så er du på udkig efter lidt ekstra bredde til tæerne, er denne sko altså et godt valg.

Efter små 250 km viser skoen ingen tegn på slitage, og Wave sky 5 virker meget holdbar.

Jeg vil primært bruge skoen til mine lidt længere løbeture, hvor den bløde komfort er et kæmpe plus.

Test af Endurance løbetøj 

Endurance Peelier Light The Night Løbevest

I den kolde og mørke tid er denne reflekterende vest et must.

Udover, at du helt sikkert bliver set, har den også en god pasform med fleksible paneler i siderne.

Den er vindtæt, men alligevel rimelig åndbar med ventilationshuller i toppen af ryggen.

Den kan lynes helt op i halsen, hvilket er dejligt i starten af løbeturen, inden du har fået varmen i kroppen.

Endurance Loopy Løbetrøje

Lækker trøje med masser af refleks, det er blevet lidt af en favorit.

Virkelig blød og behagelig, god pasform, og med dejlig høj hals til de kølige ture.

Velegnet til mellemlag, eller bare som langærmet løbetrøje på en kold morgen.

Endurance Energy Løbetights

Disse tights har god pasform, og de vinder på deres lommer i siderne.

Jeg har løbet med nøgler, og telefon i lommerne, uden problemer.

De er lækre bløde, og virker tynde med en god åndbarhed.

Stoffet er produceret af genanvendte plastflasker. Jeg er vild med det.

LARS, @Hansendotdk - Test af Mizuno Wave Sky 5

Jeg tager lige på en cruiser tur, ja sådan har jeg det virkelig, når jeg hopper i de nye Mizuno Wave Sky 5.

Jeg har løbet i lidt forskellige løbesko mærke i min løbetid, men dette er den første løbesko, hvor jeg tænker WOW sikke en stødabsorbering og komfort man har i disse sko.

Skoen er let, hvilket snyder lidt da den har den lidt klassiske løbesko look.

Den sidder utrolig godt og meget behageligt på foden, hvilket giver god pasform til tæerne, samt rigtig god støtte omkring hælen.

Skoen er en rigtig god mængde træningssko, hvor du vil have max komfort og en blød fornemmelse på dine løbeture. De kan bruges lige fra de korte til de helt lange ”langsomme” turer.

Jeg har løbet omkring 100 km på asfalt, grusstier og en smule skovbund, hvor de står perfekt fast.

Mit kendskab til Mizuno er ikke helt ny, jeg har haft flere modeller af Mizuno Wave Rider serien.

Hvis man sammenligner disse 2 løbesko, er det dog 2 helt forskellige sko.

Wave Rider skoen føles lidt lettere og mere responsiv og egner sig mere til interval, hurtigere ture, hvor Wave Sky er for løbere som vil have komfort og en blød fornemmelse på dine løbeture.

Derudover vil den egne sig godt til lidt tungere løbere, som har brug for mere stødabsorbering.

Så en kæmpe anbefaling herfra, hvis du ønsker en komfort sko med masser af stødabsorbering.


Test af Endurance løbetøj

Refleksvesten sidder perfekt.

Her er du helt sikker på at blive set i trafikken.

Tryghed er Nr. 1

Løbetights ’en sidder bare smaddergodt (tætsiddende) og er superfleksible, samt vind afvisende.

Derudover er der refleksdetaljer, 2 sidelommer til mobilen, Gel eller andet du lige skal have med på turen.

Træningstrøje:
Dejlig behagelig trøje med reflekterende elementer, som passer perfekt til som mellemlag.

Del denne artikel
Del med Email Del på Facebook Share with Twitter Share with Linkedin Share with GooglePlus