Review: ASICS Novablast 6
Den komfortable temposko tager endnu et skridt frem.

ASICS Novablast-serien har gennem flere år været blandt de mest populære løbesko på markedet. Kombinationen af høj komfort, blød støddæmpning og en livlig løbefornemmelse har gjort modellen til en favorit blandt mange løbere, der ønsker lidt mere energi under fødderne end det, du får i en klassisk mængdetræningssko.
Nu er sjette generation landet, og ASICS har foretaget en række interessante opdateringer. Den største nyhed finder vi i mellemsålen, hvor et nyt element skal være med til at løfte energireturneringen yderligere.
Hvad er nyt i ASICS Novablast 6?
Den mest markante opdatering i Novablast 6 er tilføjelsen af FF TURBO SQUARED i forfoden.
Hvor Novablast 5 udelukkende benyttede FF BLAST MAX i mellemsålen, kombinerer ASICS nu det bløde og komfortable skum med FF TURBO SQUARED, der er udviklet til at levere en endnu mere energifyldt afvikling.
FF TURBO SQUARED er placeret i forfoden, og fungerer som en slags trampolinpude, der giver et mere livligt afsæt, når du ruller frem over foden, og skal til at sætte af. Resultatet er en mere responsiv løbefornemmelse, end tidligere, men uden at den bløde støddæmpning, som Novablast-serien er kendt for, går tabt.
FF BLAST MAX udgør altså fortsat fundamentet i mellemsålen og sørger for de bløde landinger, mens FF TURBO SQUARED tilfører lidt ekstra "pop" i afsættet.
Opdateret greb og ny overdel
ASICS har ikke kun arbejdet med mellemsålen.
På ydersålen er der nemlig tilføjet ASICSGRIP-gummi i forfoden. Formålet med det er selvfølgelig først og fremmest at skabe bedre greb, men også at give en mere effektiv kraftoverførsel i afsættet.
Overdelen er også blevet opdateret. Hvor Novablast 5 benyttede en Jacquard mesh-overdel, kommer Novablast 6 med en ny engineered woven-konstruktion. Det vævede materiale giver en mere struktureret overdel med et rent og strømlinet udtryk, samtidig med at fokus fortsat er på lav vægt og høj åndbarhed.
Fortsat den velkendte høje mellemsål og den lave vægt
Selvom der er sket ændringer i konstruktionen, er de grundlæggende karakteristika fra Novablast 5 bevaret.
Novablast 6 har fortsat 41,5 mm skum i hælen og 33,5 mm skum i forfoden, hvilket giver et hældrop på 8 mm, som også er det samme som i forgængeren.
Vægten er samtidig reduceret en smule, om end vi befinder os i småtingsafdelingen. Herremodellen vejer 253 gram, hvilket er to gram mindre end forgængeren, mens damemodellen vejer 215 gram, hvilket er 10 gram lettere end Novablast 5.
Det betyder, at Novablast 6 fortsat bevarer den kombination af høj komfort, masser af støddæmpning og en relativt lav vægt, som altid har været kendetegnende for Novablast-serien.
Hvem er ASICS Novablast 6 til?
Novablast 6 henvender sig til neutrale løbere, der ønsker en mere livlig løbeoplevelse end den, man typisk finder i en traditionel mængdetræningssko.
Modellen er særligt interessant til tempo- og intervaltræning, hvor den høje mængde skum og fokus på energireturnering kan bidrage til en mere fremaddrivende fornemmelse under løbeturen.
Samtidig er komfortniveauet fortsat højt, hvilket gør skoen alsidig nok til også at kunne bruges på almindelige træningsture.
For mange løbere kan Novablast 6 også fungere som et oplagt mellemtrin mellem den klassiske mængdetræningssko og de mere aggressive carbonsko eller andre temposko med plade. Du får nemlig stadig en responsiv løbeoplevelse, men som er lidt mere tilgivende, end temposkoene med plade, som godt kan føles stive og kontante, hvis ikke man er vant til at løbe i dem.
Hvem er den så ikke til?
Selvom Novablast 6 er en alsidig og energisk træningssko, er den ikke nødvendigvis det oplagte valg for alle løbere.
Hvis du er pronationsløber eller bare er på udkig efter en stabil løbesko, er Novablast 6 ikke det oplagte valg. Det samme gælder løbere, der primært løber i et roligt tempo, og derfor ikke har behov for den ekstra responsivitet, som Novablast-serien er kendt for.
Hvis målet er at få maksimal fart til konkurrencer eller hårde tempopas, vil der for den erfarne løber også findes mere oplagte bud, end Novablast 6. Her vil en temposko med plade som fx Sonicblast eller Magic Speed typisk være et mere effektivt valg. Novablast 6 placerer sig nemlig fortsat som en temposko med fokus på komfort og den gode løbeoplevelse frem for rendyrket performance.










