1. Inspiration
  2. Test & reviews

New Balance SuperComp Rebel v1

En spritny temposko, der bygger bro mellem træning og konkurrence.

Topbillede - løb - New Balance SuperComp Rebel v1

    New Balance har netop lanceret en helt ny model i deres SuperComp-serie - SuperComp Rebel v1.

    Og selvom navnet måske for løbeskoskenderne i første omgang leder tankerne hen på den populære Rebel-serie, er SuperComp Rebel faktisk sin helt egen sko. Den er udviklet til løberen, der gerne vil have mere fart, end det du får i en klassisk mængdetræningssko, men som samtidig ønsker en mere alsidig oplevelse, end den du får i en rendyrket racesko.

    For hvis vi tager Rebel v5 og SC Elite som yderpunkter, placerer SuperComp Rebel sig lige midt imellem.

    Hvor Rebel v5 er kendt som den her lette og alsidige trænings/temposko, der fungerer godt til mange forskellige typer løb, så er SC Elite derimod New Balances rendyrkede konkurrencesko, hvor fokus først og fremmest er maksimal fart på race day. Og her forsøger den nye dreng i klassen, SuperComp Rebel, altså at kombinere noget af det bedste fra sine to skolekammerater. Det vil sige, at du får en let og hurtig sko med fokus på en god energireturnering og fremdrift, men uden at den bliver lige så kompromisløs og kontant som en klassisk racesko.

    Billede 1 - løb - New Balance SuperComp Rebel v1 BUND

    Mellemsål med fokus på energireturnering

    Skoen kommer med New Balances nye Infinion-skum, som New Balance selv beskriver som deres mest energireturnerende skum til dato. Det er det samme skum, som vi finder i den nyeste version af deres topmodel, SuperComp Elite v6.

    Formålet med det nye skum er at skabe en mere responsiv og energisk løbefornemmelse, hvor mere af den kraft, du lægger i dit skridt i landingen, bliver omsat til fremdrift i afsættet. Skummet er altså udviklet til at kombinere en lav vægt med høj energireturnering og samtidig også med fokus på en bedre holdbarhed, end den man typisk får i lignende modeller. Det betyder i praksis, at skoen føles virkelig livlig under foden, især når tempoet bliver skruet op. Og det er netop også her, at SuperComp Rebel kommer til sin ret.

    Det er ikke en sko, der er udviklet til de rolige kilometer, men derimod til de dage, hvor du gerne vil have lidt ekstra tilbage fra skoen, som for eksempel på en tempotur eller på nogle intervaller.

    Billede 2 - løb - New Balance SuperComp Rebel v1 BUND 2

      Den integrerede plade giver ekstra fremdrift

      Udover den nye Infinion-mellemsål er SuperComp Rebel også udstyret med New Balances Energy Arc-teknologi. Det betyder, at den kommer med en integreret carbon-infuseret plade, der er udviklet til at arbejde sammen med det responsive skum i mellemsålen og på den måde skabe en mere effektiv kraftoverførsel.

      Med fare for at gå for teknisk til værks, så handler selve standfasen (fasen mellem landing og afsæt) i løb ikke udelukkende om støddæmpning. I hvert fald ikke, når vi snakker temposko. En lige så væsentlig del af det, er selvfølgelig energireturneringen. Dybest set er målet jo, at så meget af energien fra landingen gerne skal overføres til fremdrift i afsættet, og her spiller pladen en væsentlig rolle. Formålet med pladen er nemlig at bidrage til et mere dynamisk afsæt og en mere fremaddrivende fornemmelse.

      En interessant detalje ved SuperComp Rebel er desuden pladens placering. Hvor mange af de mere aggressive konkurrencesko placerer carbonpladen relativt tæt på foden (højt oppe i mellemsålen) for at skabe en meget direkte og stiv fornemmelse, så ligger Energy Arc-pladen i SuperComp Rebel i stedet længere nede i mellemsålen (tættere på ydersålen).

      Det betyder, at du her får mere skum mellem din fod og pladen, hvilket i praksis giver en lidt blødere og mere komfortabel landing, samtidig med at du selvfølgelig stadig får den ekstra respons og fremdrift, som pladen bidrager med.

      Denne lille detalje er med til at gøre SuperComp Rebel mere interessant for flere typer løbere.

      En lettere og mere dynamisk SuperComp-model

      SuperComp Rebel er tiltænkt at skulle overtage den rolle, som SuperComp Trainer på nuværende tidspunkt har, som værende New Balances bud på en performance/træningssko, der placerer sig mellem Rebel og SC Elite. Men SuperComp Rebel og SuperComp Trainer har dog alligevel to ret forskellige tilgange og opbygninger.

      Hvor SuperComp Trainer er bygget omkring en mere maksimal platform med meget skum under foden og fokus på høj komfort og beskyttelse til de længere, hurtige træningspas, så går SuperComp Rebel i en lidt anden retning. Her er fokus i højere grad på lav vægt, fart og en mere dynamisk løbeoplevelse.

      Det gør den interessant for løbere, der gerne vil have en hurtigere og mere livlig sko til deres træning, uden nødvendigvis at gå hele vejen over i en mere aggressiv racesko.

      Hvem er New Balance SuperComp Rebel v1 til?

      SuperComp Rebel v1 henvender sig især til løberen, der gerne vil have en sko til de hurtigere træningspas.

      • Den kommer særligt til sin ret på:

      • Tempoture

      • Intervaller

      • Længere kvalitetspas

      For den erfarne løber vil SuperComp Rebel først og fremmest være en hurtig træningssko, der kan bruges, når der skal fart i benene. For den mindre erfarne løber, kan den dog også sagtens fungere som en konkurrencesko. På den måde er det også en sko, der appellerer til løberen, der gerne vil prøve kræfter med en temposko med plade, men som ikke nødvendigvis er klar til en af de mere kontante konkurrencesko.

      Her får du nemlig en mere komfortabel og tilgivende løsning, hvor du stadig får noget af følelsen fra en moderne racesko.

      Hvem er den ikke til?

      Selvom SuperComp Rebel er en alsidig temposko, er den naturligvis ikke det oplagte valg for alle løbere.

      Hvis du primært løber rolige ture og ikke har fokus på tempo eller hurtige træningspas, vil en klassisk mængdetræningssko uden tvivl være et bedre valg for dig.

      Det samme gælder, hvis dit primære mål er at finde den absolut hurtigste sko til konkurrence. Her vil en mere rendyrket racesko som fx topmodellen fra New Balance, New Balance SC Elite, være et mere oplagt valg for den erfarne løber, der jagter maksimal fart.

      SuperComp Rebel er nemlig ikke skabt til at være den mest ekstreme sko på markedet. Den er skabt til at være en af de mere alsidige løsninger.

      Konklusion

      New Balance SuperComp Rebel v1 er et nyt og virkelig spændende medlem af SuperComp-serien. Med den nye Infinion-mellemsål, Energy Arc-teknologien og en lettere konstruktion får du en sko, der kombinerer fart, komfort og energireturnering på en måde, der gør den relevant for mange forskellige typer løbere.

      Den er ikke lige så kompromisløs som en rendyrket racesko, og den er heller ikke ”bare” en klassisk træningssko.

      I stedet bygger SuperComp Rebel bro mellem de to verdener, hvilket gør den til et interessant valg for løberen, der gerne vil have mere performance i sin træning, og samtidig ønsker en sko, der kan bruges til mere end bare én enkelt dag med startnummer på brystet.

      Hos SPORT 24 har vi noget for hele familien. Se vores store udvalg