Garmin Forerunner 70 eller Forerunner 170?
Her er forskellene, og alt det, de har til fælles.

Hvis du overvejer, om det er ved at være tid til at anskaffe dig et nyt løbeur, er der god grund til at rette blikket mod Garmins to nyeste Forerunner-modeller.
Garmin har nemlig taget en række populære trænings- og restitutionsfunktioner og gjort dem tilgængelige for langt flere løbere. Det betyder, at Forerunner 70 og Forerunner 170 byder på funktioner, som tidligere primært har været forbeholdt mærkets dyrere modeller.
Mere end bare tid og distance
Et moderne løbeur skal selvfølgelig kunne vise de klassiske data som tid, distance, tempo og puls. Det klarer både Forerunner 70 og Forerunner 170 uden problemer. Men det er de ekstra lag af træningsindsigt, der virkelig gør de nye modeller interessante.
Begge ure giver dig blandt andet adgang til funktioner som træningsparathed, træningseffekt og søvntracking. Det betyder, at du ikke kun kan følge dine løbeture, men også få en bedre forståelse for, hvordan kroppen reagerer på træningen, og hvornår den er klar til næste træningspas.
Derudover får du daglige træningsforslag direkte på uret og adgang til Garmin Coach, som hjælper med at strukturere træningen og skabe kontinuitet i hverdagen. Er du ny løber, kan programmet hjælpe dig godt i gang med begyndervenlige løb/gå-forløb, mens det for mere erfarne løbere kan tilpasses konkrete mål som en bestemt distance eller personlig rekord. Og hvis du ikke gider bruge tid på selv at planlægge træningen, kan urene endda hjælpe med at bygge træningspas til dig ud fra, hvor hårdt du ønsker at træne, og hvor lang tid du har til rådighed.
Både Forerunner 70 og Forerunner 170 kommer desuden med en flot AMOLED-skærm med touch-funktion, som giver høj kontrast, skarp opløsning og generelt en virkelig lækker brugeroplevelse. For Forerunner 70 er det en særlig stor nyhed, da modellen afløser Forerunner 55, som ikke havde AMOLED-skærm. Det gør den nye model til et markant skridt fremad både visuelt og i den daglige brug.
Forerunner 170 giver lidt ekstra
Når man sammenligner Forerunner 70 og Forerunner 170, er det faktisk overraskende, hvor meget de har til fælles. De har samme størrelse på urskiven, næsten identisk vægt, silikonerem, AMOLED-skærm og langt de fleste af de træningsfunktioner, som mange løbere bruger i hverdagen.
Derfor vil Forerunner 70 sandsynligvis også være mere end rigeligt for rigtig mange løbere. Men ønsker du lidt flere muligheder, får du med Forerunner 170 blandt andet Garmin Pay til kontaktløs betaling, indbygget kompas, flere sportsprofiler som Open Water-svømning samt cykelcoach-funktioner.
Hvis du dyrker flere sportsgrene end løb eller træner mod triatlon, er det især her, Forerunner 170 begynder at skille sig ud.
Overraskende nok har Forerunner 70 det bedste batteri
Normalt er det de dyrere modeller, der løber med sejren på batterifronten. Men her overrasker Garmin.
Forerunner 70 leverer op til 23 timers batteritid i det, der hedder GPS-tilstand, hvor du er i gang med en aktivitet og op til 13 dage som smartwatch, mens Forerunner 170 ligger på henholdsvis 20 timer i GPS-tilstand og op til 10 dage som smartwatch.
Forskellene er selvfølgelig ikke enorme, men de er værd at have med i overvejelserne.
Hvad med musik?
For rigtig mange løbere, kan den helt rigtige playliste gøre det lidt lettere at komme afsted og få kilometerne til at gå lidt hurtigere, når først man er kommet ud. Derfor findes Forerunner 170 også i en Music-version, som giver mulighed for at gemme musik direkte på uret og lytte via trådløse høretelefoner helt uden at have mobilen med på din løbetur.
Music-versionen indeholder de samme funktioner som den almindelige Forerunner 170, men tilføjer friheden til at lade telefonen blive hjemme, når du gerne vil høre musik på turen.
Hvilket ur skal du vælge?
Hvis du primært løber og ønsker et moderne træningsur med masser af funktioner, flot skærm og stærk træningsvejledning, er Forerunner 70 et ekstremt interessant bud.
Hvis du derimod gerne vil have Garmin Pay, indbygget kompas, endnu flere sportsprofiler (som fx Open Water-svømning) eller træner på tværs af flere discipliner, giver Forerunner 170 lidt ekstra fleksibilitet. Og vil du gerne kunne løbe uden mobilen, men stadig have musikken med, er Forerunner 170 Music et oplagt valg.
Uanset hvilken model du vælger, så har Garmin med disse to ure gjort avancerede træningsfunktioner langt mere tilgængelige og det er svært ikke at se det som en gevinst for både nye og erfarne løbere.