Sådan vedligeholder du dine håndboldsko
Er du i tvivl om, hvordan du bedst vedligeholder dine håndboldsko? Se med, når Emma giver dig 5 tips til, hvordan du bedst forlænger deres levetid.

Håndboldskoene er uden tvivl en af håndboldspillerens vigtigste makker på banen – de giver dig det rette afsæt og hjælper dig til at stå sikkert i alle situationer. Derfor er det også værd at bruge lidt tid på at passe godt på dem. Med den rette vedligeholdelse kan du nemlig både forlænge skoenes levetid og sikre, at de bliver ved med at støtte og beskytte dine fødder optimalt.
Selvom vedligeholdelse måske ikke lyder som det mest spændende ved håndbold, kan det virkelig gøre en forskel – både for din komfort, din skadesforebyggelse og ikke mindst din pengepung. Med nogle få nemme rutiner kan du sørge for, at dine sko holder længere og altid er klar til kamp.
1. Giv dine håndboldsko lov til at hvile og tørre
Efter en intens træning eller kamp har dine sko – ligesom dig selv – brug for restitution! Tag derfor altid dine sko ud af tasken med det samme, og stil dem et godt ventileret sted. Mange sko har en mellemsål af blødt skum, der bliver presset flad under brug. Giv dem mindst 24 timer til at vende tilbage til deres oprindelige form. Ellers risikerer du dårlig stødabsorbering og hurtigere slid. Samtidig forhindrer du, at der opstår fugt og dårlig lugt, hvis skoene får lov at tørre helt igennem (ofte kræver det nemlig 24-48 timer). På den måde får bakterier og ubehagelig lugt dårligere betingelser.
2. Anvend SmellWell
En super nem genvej til friskere sko er at bruge SmellWell-poser. Det er små poser, du lægger i skoene efter brug. De suger fugt til sig og eliminerer den dårlige lugt, der ellers hurtigt kan opstå efter en svedig træning. Et tørt klima i skoene gør også livet surt for bakterier. Så med SmellWell forbliver dine sko ikke bare velduftende, men materialet nedbrydes også langsommere. Resultat: Bedre komfort og sko, der holder længere.
3. Overvej hvor mange håndboldsko du har behov for
Har du flere ugentlige træninger eller kampe? Så kan det give mening at investere i to par håndboldsko. På den måde kan du skifte mellem dem og give hvert par tid til at tørre helt og restituere mellem brug. Det forlænger levetiden på begge par og holder dem friske og komfortable. Træner du derimod kun et par gange om ugen, vil ét par som regel være rigeligt – bare husk stadig at give dem god tid til at tørre.
4. Hold ydersålerne rene
Støv og harpiks på sålerne kan gøre det svært at stå fast – og slider også på skoene. Rens derfor ydersålerne jævnligt. Du kan:
Brug dørmåtten i hallen til at gnide støv og harpiks af skoene.
Tørre sålerne af med sprit på en klud, hvis du vil være ekstra grundig.
Undgå at smide håndboldskoene i vaskemaskinen! Det kan ødelægge både materialet og limningen. Rene såler giver dig bedre greb – og mere holdbare sko.
5. Brug snørebåndene rigtigt – også når du tager skoene af
En klassisk fejl er at hive fødderne ud af skoene uden at løsne snørebåndene først. Det slider unødigt på limningen mellem sålerne og gør, at skoene hurtigere går op i limningen. Sørg i stedet for altid at binde snørebåndene op, inden du tager skoene af – og spænd dem til igen, når du tager dem på. Det giver både bedre komfort og betydeligt længere levetid på skoene.
Hvis du husker disse 5 tips både før og efter din træning eller kamp, kan du forlænge levetiden og bevare kvaliteten på dine håndboldsko. Sørg for at give dine sko den opmærksomhed, de fortjener – det vil du tydeligt kunne mærke på banen!