Cykelpigerne på nye eventyr i Afrika

Læs med når cykelpigerne udforsker Madagaskar, hvor store indtryk venter.

Cykelpigerne på nye eventyr i Afrika

We like to move it på Madagaskar


Klokken er 5.30, og hanen galer os op. Sådan lyder vækkeuret her på Madagaskar -om man

er lokal eller turist, befinder sig i en lille landsby eller i storbyens gader, er der altid en hane

klar til at vække dig.


Vores cykeltur på Madagaskar starter i landets hovedstad, Antananarivo. Lige så rolige og

lydløse nætterne er i byen, lige så kaotiske og larmende er dagene. Vi kan ikke vente med at

komme ud på landevejen og opleve landet. På hotelværelset bliver cyklerne hurtigt samlet,

og madtaskerne fyldt op, så vi er klar til den kommende tid i sadlerne. Det kræver ikke

mange meter på cyklerne, før tusind indtryk vælter ind. Farverige markeder med saftige

frugter og smukke kvinder med kurve på hovederne stjæler fokus i starten. Dernæst ser vi

de faldefærdige blikskure, tiggerbørn med hullet tøj og en vraltende mand med betændte

fødder. På trods af fattigdommen bliver vi mødt af de største smil og venlige øjne!

Vazaha, bonbon!


Det er det, vi møder størstedelen af tiden, vi cykler rundt. Smilende, grinende, heppende

madagaskere, der lige vender sig en ekstra gang, når vi kommer forbi på de tungtlæssede

jernheste.


De fleste smiler, men de små landsbyer møder os dog også med en smule skepsis. Vi har

oplevet meget kultur før, men aldrig noget til sammenligning med dette. Her kommer vi ud i

landsbyer, som aldrig har set en “vazaha” før. Vazaha råber enhver efter os, om vi går på

gaden, cykler blandt rismarkerne eller sidder på en lokal restaurant. Vazaha er det

malagassiske ord for “fremmed/udlænding”. I Europa ville det være meget politisk ukorrekt

og helt forkert at pege og råbe efter en tilfældig med afrikansk udseende på gaden, men her

er det ikke engang uhøfligt. Det er bare en helt naturlig konstatering: “Se der, hun ser

anderledes ud!” Meget befriende umiddelbarhed egentlig, men også lidt specielt at vænne

sig til. Tilråbene er ofte efterfulgt af “bonbon”, som betyder slik. “Vazaha bonbon” er altså en

fast vending, både børn og voksne råber efter os dagligt. Ret syret at blive spurgt om slik af

fremmede voksne mennesker på gaden!

I Sydamerika blev vi foræret en masse snacks af
forbikørende på landevejen, det har de naturligvis ikke mulighed for her. Alligevel oplever vi
åbenhed, nysgerrighed og hjælpsomhed i den udstrækning, madagaskerne nu kan.

Overnatning hos lokale


Camping i det fri er ikke rigtigt muligt på Madagaskar. Vi er derfor blevet rådet af en lokal

cyklist til at spørge om lov til at sove ved kirker eller andre religiøse huse. En dag kommer vi

til en by uden hoteller, hvor vi til gengæld ser et stort skilt med teksten: “Jesosy famonjena”.

Det ligner et meget normalt hus, men vi går ud fra, at det må være en eller anden form for

kristen bygning. Vi bliver først mødt af en lille dreng, der kommer løbende hen imod os, da vi

træder ind på deres grund. I mangel af ordforråd siger Ida: “Mama?” og kigger søgende

rundt. Drengen løber hurtigt ind og henter sin mor. Vi forklarer, at vi mangler et sted at sove

og vil høre, om vi kan slå teltet op i deres have. Hun inviterer os ind i deres stue, hvorefter

hendes far kommer og sætter sig ned. Familien synes, det er skørt, at vi vil sove i telt, men

foreslår istedet, at vi kan sove i deres stue. Det takker vi naturligvis ja til.


Det er tydeligt at se, at de er meget velstillede med murstenshus, sofaer og senge. Toilettet

er dog stadig bare et afløb, og vandforsyningen hentes fra en brønd, så det er vel og mærke

ift. madagassiske standarder. Det viser sig, at den lille bygning ved siden af huset er en

kirke, hvor manden er præst. Flere gange i løbet af aftenen kommer han ind og beder med

os. Efter en god nats søvn takker vi familien for husly og triller videre. De virker mindst ligeså

taknemmelige for vores besøg. Familiens lille knægt bliver populær i landsbyen, når han

stolt viser frem, at der har sovet to stk “vazaha” hjemme hos ham.

Indtryk helt tæt på


Vi nyder at være tilbage på cyklerne, nyder at smage nye lokale retter, nyder at suge nye

indtryk ind, men Madagaskar er en lidt større mundfuld end forventet. Julie bliver specielt

påvirket af den fattigdom, der hærger. Det er svært at lukke ulighed og dårligdom ude, svært

at vide at vi ikke kan hjælpe og med lukkede øjne cykle videre fra ethvert tiggende barn.

For at få tid til at bearbejde indtrykkene, prioriterer vi at overnatte på hoteller, når det er

muligt. Selvom vi ikke bor hos de lokale andet end et par gange, føler vi os bestemt ikke

distanceret fra dem. Der er ikke mange andre besøgende på hotellerne end os, så folk

kommer flittigt hen og naivt forsøger at kommunikere på både malagassisk og fransk, men

som det er med os, kan vi stadig ikke snakke meget andet end dansk og engelsk, så

kommunikationen bliver på Google oversæt eller med et par fagter.

Eventyrligt dyreliv og møde med Kong Julien


Vores rute på Madagaskar går fra Antananarivo til Toliara, en tur på godt 1000 km med en

mindre bjergstigning hver dag. Madagaskar har på få kilometer den mest omskiftelige natur.

Vi starter ud i bjergene, hvor her er fyldt med rismarker, grantræer og ikke varmere end

22˚C. Når vi cykler sydpå, ned i lavlandet, ændrer naturen sig til tør savanne, sand og

palmer. Temperaturen stiger gevaldigt -det samme gør mængden af solcreme…


Den østlige del af Madagaskar er regnskov, hvilket er lig med et rigt dyre- og planteliv, hvoraf
80% af arterne er endemiske. De findes altså kun på Madagaskar! De som har set

Madagaskarfilmene vil vide, at den største grund til at besøge de mange skove er for at

finde selveste Kong Julien. Vi tager en lille afstikker fra vores planlagte rute for at besøge

nationalparken, Ranomafana. Turen herind foregår på hullede, mudrede grusveje som fører

os ind i Madagaskars tætte regnskov. Vi får lov til at slå teltet op bag turistinformationen. Her

falder vi i søvn til lyden af den bagvedliggende flod. Mens vi ligger her, tænker vi tilbage på

vandreturen, vi tidligere på dagen har haft i regnskoven. En lokal guide tager os med på tur

ind i skoven. Mens vi går og snakker, stopper han pludselig op og tysser på os. Han peger

op i trækronerne og siger: “Se, der er en rødmavetlemur”. Vi står helt forgabte og kigger op.

Vi ser lemurfamilien springe let og elegant fra trætop til trætop. Vi går stille videre, hvor der

pludselig kommer en Milne-Edwards sifaka glidende ned ad en træstamme ved siden af os.

To andre kommer lige i hælene af den. De hopper ned på jorden og går rundt oprejst på to

ben, som mennesker, lige for fødderne af os, hvorefter de hopper op tilbage på

træstammerne og blot sidder og kigger på os.


Vi er helt mundlamme over dette syn. Småtøvende spørger vi vores guide, om det virkelig er

rigtigt, at det er vilde lemurer. Han bekræfter, at de lever frit i regnskoven, og at vi er meget

meget heldige at se dem så tæt på!

Godt nok har vi allerede set lemurer, men vi har jo endnu ikke set den ringhalede lemur, som

er den lemur, de fleste kender. Derfor går turen videre mod nationalparken, Isalo. Modsat

Ranomafana, er Isalo tør og gold med store klippeformationer, som bryder landskabet.

Vi beslutter os for at tage en overnatning på teltpladsen, der er inde i nationalparken, da vi

har læst, at der ofte render lemurer rundt i løbet af aften- og morgentimerne. Cyklerne når

knapt at blive parkeret, før de ringhalede lemurer springer frem fra deres grotter i bjergene

og ned i skovbunden. De springer rundt fra top til top, og uanset hvor vi kigger hen, sidder

en lemur og kigger på os.


Tiden i nationalparken går med en vandretur, endnu mere lemurobservation og et par spil

500, inden vi for alvor sætter kursen mod Toliara.

Refleksioner og perspektiv


Toliara er den havneby, hvor landets hovedvej RN7 slutter. Fra Toliara går turen tilbage til

Antananarivo. Denne tur foregår på en off-road strækning langs vestkysten, som man ikke

engang anbefaler turister selv at køre i bil, så på cykel er det ret umuligt. Af den grund

vælger vi at leje en bil med plads til cyklerne og en chauffør, som er vant til terrænet.

Mens vi krydser floder, grusveje og mindre sandkasser i bil, sidder vi og tænker lidt tilbage

på alle vores oplevelser i cykelsadlen de seneste ugers tid.

Specielt tanker til de lokale, vi har krydset på vores vej, fylder i hovederne. Vi har set hjem,

der huser 12-13 familiemedlemmer over tre generationer. Husene er uden meget møblement

udover et lille ildsted og en madras til de mindste børn. Resten af familien sidder langs

væggene og sover. Kvinder, eller rettere piger, som knap er fyldt 16 år, går rundt med børn

på armene. Det er deres lod i livet. At blive mor, passe ungerne og lave mad. Det er ikke

mange kvinder, der får lov at arbejde udenfor hjemmet. Livet for mændene er dog heller ikke

misundelsesværdigt med hårdt fysisk arbejde i marken eller minegraven dagen lang til ringe

eller ingen løn. Her er du heldig, hvis din daglige løn ligger på 15 danske kroner.


Vores tid her på Madagaskar har været fantastisk, men også vist os nogle bagsider.

Bagsider vi tit ser i fjernsynet hjemme, men at stå midt i kaos med alle indtryk helt tæt på

sætter perspektiver og en taknemmelighed over det land og den kultur, vi har fået lov at

vokse op i.

Næste kapitel


Vores cykelrejse her på det afrikanske kontinent er slet ikke slut endnu. Inden længe hopper

vi på et fly mod Kenya, hvor vi vil krydse endnu flere landegrænser, møde endnu flere

mennesker, mere kultur og mon ikke der også bliver tid til en lille safaritur. Vi glæder os til at

tage dig med videre!


Er du nysgerrig på at høre endnu mere fra os, kan du følge med på både Facebook og

Instagram under navnet “Cykelpigerne”.

Altid gode priser, hurtig levering og 365 dages fuld returret

Hos SPORT 24 har vi noget for hele familien. Se vores store udvalg