I podcasten med Julie Høegh fra Nordic Hiit snakkede vi om motivation generelt, men også om hvordan du ved hjælp af konkrete redskaber nemmere opnår dine mål. Motivation er nemlig en kompleks størrelse, og det er noget vi alle sammen kan have svært ved både at forstå og fastholde. I dette blogindlæg kommer vi ind på nogle af de hovedpunkter, som sportspsykolog, Julie Høegh, forklarer om i podcasten.

Hvad betyder det egentligt at være motiveret, og hvad er motivation?

Kort fortalt så betyder motivation ”at bevæge”. Det omhandler alt det, der skaber bevægelse hos os mennesker, og det er drivkraften bag vores handlinger. Motivation får os til at udføre en eller anden form for aktivitet, også selvom det kræver anstrengelse for at gøre det.

Vores motivation er ofte knyttet til vores tanker, følelser og mål omkring den aktivitet, som vi udfører. Det kan være, hvorfor vi løber, og hvilke tanker vi gør os omkring netop det at løbe.

Inden for psykologiens verden skal man forstå motivation som en skala eller et spektrum. Man skelner mellem tre typer af motivation, hvor amotivation er den laveste og indre motivation den højeste form:


- Amotivation: At der ingen motivation er til stede

- Ydre motivation: Den motivation vi har, fordi vi gerne vil opnå et eller andet resultat eller specifikt mål. Det kan eksempelvis være, at man gerne vil tabe sig, leve sundt eller løbe en bestemt  distance

- Indre motivation: Det er, når det vi gør, er noget vi gør, fordi aktiviteten i sig selv er spændende og sjov. Det er noget, vi gør, fordi det falder os naturligt og kommer helt af sig selv. Man kan sammenligne det med et barn, der lærer at kravle. Det er ikke, fordi der er opsat et mål, men fordi barnet helt automatisk gerne vil lære at komme fremad i verden.


Der findes mange forskellige måder at være motiveret på, og det er vigtigt at understrege, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde. Det, der er vigtigt, er, at du arbejder med din motivation. Vi giver dig tre konkrete redskaber til, hvordan du kan arbejde med din motivation og dermed også din mentalitet omkring dine mål.

Find dit why

Den første øvelse handler om at finde dit WHY, og øvelsen kaldes ”The 5, 6, 7 why’s”. Det går ud på, at du skal spørge dig selv, hvorfor noget er vigtigt for dig, og du skal spørge dig selv 5-7 gange. På den måde kan du følge din tankerække og komme tættere på essensen af dine værdier, og det der knytter sig til dem.

I første omgang kan du spørge dig selv, hvorfor du eksempelvis gerne vil i bedre form. Hertil kan svaret være, at du gerne vil være i stand til at tumle rundt med dine børn. Her skal du så spørge dig selv igen, hvorfor det er vigtigt at kunne tumle rundt med dine børn. Hertil kan svaret være, at du bliver glad og dine børn bliver glade. Sådan skal du fortsætte yderligere nogle gange, så du kommer helt ind til kernen af, hvilke værdier der er vigtige for dig. Så bliver det i sidste ende også nemmere at komme op af sofaen og ud ad døren.

SMART-modellen

Når du har fundet dit why og dermed din motivation til, hvorfor du gerne vil opnå noget, så skal du i gang med at opsætte mål. Her er det vigtigt, at du opstiller nogle konkrete mål, som rent faktisk kan opnås, ellers risikerer du at mislykkes, og det er der ingen, der motiveres af.

Det er her SMART-modellen kommer ind i billedet. Det er nemlig en model, der hjælper dig til at tjekke, om det mål du har sat, er opnåeligt. Hvis dit mål er ”Jeg vil gerne i god form”, så er det ikke konkret nok, fordi hvornår er man i god form?

Du skal i stedet opstille mål ud fra, om det er Specifikt, Målbart, Acceptabelt, Realistisk og Tidsbestemt. Et specifikt mål kan være, at du gerne vil løbe 10 minutter uden pause, inden der er gået to måneder. Det er også målbart, fordi du kan tage tid på, hvor langt du løber, før du holder første pause. Det skal være acceptabelt i din familie/omgangskreds, så de kan støtte op om det. Det er et realistisk mål, hvis du eksempelvis lige nu kan løbe 5 minutter uden pause. Til slut er det fastsat til at skulle være opnået, inden der er gået to måneder.

Trappestige-modellen

Når du har et mål, du gerne vil opnå, så kan det i sig selv godt virke lidt uoverskueligt. Hvis du eksempelvis gerne vil tabe 10 kg., så er det et stort mål i sig selv, og derfor er det vigtigt at bryde det ned, så du nemmere kan lykkes med det.

Det er her trappestige-modellen kommer ind i billedet. Det er en model, der går ud på, at man skal bryde sit mål ned i trin. Helt konkret så skal du tegne en trappe bestående af ti trin. På det øverste trin skriver du dit overordnede mål, som for eksempel at du vil tabe 10 kg. Så skal du spørge dig selv, hvor du er lige nu. Det kan være du allerede har tabt 1,5 kg. og dermed er på trin 2 eller 3. Herefter skal du så i gang med at bryde målet ned på de forskellige trin. Du skal altså i gang med at overveje, hvad der skal til, for at du når målet på trin 10.

Det er en enormt effektiv måde at opretholde motivationen på, fordi du løbende opnår de små delmål, i stedet for at sigte efter det store mål, som i hverdagen kan virke uoverskuelig. Hvis det sker, at man træder et eller flere trin tilbage, så er det vigtigt at overveje først og fremmest, om man havde sat delmålet for højt, men også hele tiden tænke på, at man var jo kommet op på et højere trin, så man kan sagtens.

Motivation skifter i løbet af dit liv

Din motivation skifter løbende, da det er tæt knyttet til dine værdier i livet, og de skifter, som vi alle ved, også alt efter, hvor man er i sit liv. Det kan være, at man som ung med fokus på karrieren er meget dedikeret i sin træning, fordi man får energi og luft til hjernen efter arbejde, men når man så er blevet ældre og har nogle børn, så er det måske vigtigere at komme ud og gå nogle ture og lege med sine børn.

Uanset hvad dit mål er, så er det vigtigt at arbejde med dem og bryde dem ned, så du får en følelse af at lykkes og opretholde din motivation både nu, men også i fremtiden.

Del denne artikel
Del med Email Del på Facebook Share with Twitter Share with Linkedin Share with GooglePlus